5 ting vi lærte i Cannes

Årets Cannes-festival er overstået og det er på tide at gøre status. Ifølge mine kilder blev ingen danske filmanmeldere i år ført væk af politiet, ingen journalister svømmede nøgne igennem poolen for at få præmierebilletter og ingen af de deltagene instruktører udviste sympati for Hitler eller andre totalitære diktatorer. Så alt i alt, et lidt kedeligt år på sladderfronten.

Men hvad lærte årets festival os så om kapløbet mod Oscar 2017? Jeg tager primært 5 ting med fra årets festivaldækning.

1. Tyskland er favorit til bedste udenlandske film

toni-erdmann

Det var den helt store overraskelse at den mest anmelderroste konkurrencefilm ’Toni Erdmann’ ikke vandt en eneste pris ved søndagens prisuddeling. Filmen fik dog så god en modtagelse at en forbigåelse fra George Millers nihovede monster ikke ændrer på dens Oscarpotentiale. Samtidig er det værd at nævne at filmen er købt af Sony Pictures Classics, som helt sikkert vil give den et godt skub i retning af en Oscar.

En af de film der kunne være en værdig udfordrer til ’Toni Erdmann’ er danske ’Under Sandet’ (hvis den altså bliver indstillet). Den fik en utroligt god modtagelse i Toronto sidste år og blev allerede der nævnt som Oscarkandidat af adskillige brancheblade. Men de danske chancer vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

2. Årets outsidere til bedste animerede film er fundet

the-red-turtle-studio-ghibli

På animationsfronten var det helt store samtaleemne den dialogløse ’The Red Turtle’ fra Studio Ghibli. Filmen blev vist i sidekonkurrencen Un Certain Regard, hvor den også vandt juryens specialpris (Special Jury Prize). Filmen er blevet købt af Sony Pictures Classics som helt sikkert vil prøve at få den nomineret. Og de kunne have en god chance. Akademiet er bestemt ikke bange for Studio Ghibli film og manglen på dialog skræmmer åbenbart heller ikke, med dette års ’Boy and the World’ i frisk erindring. I et år uden en klokkeklar favorit i denne kategori, kunne ’The Red Turtle’ måske endda gå hen og vinde.

En anden film, der kunne snige sig ind med en nominering er stop motion filmen ’My Life as a Courgette’. Filmen handler om en dreng, der mister sin mor og nu må klare sig i sin nye tilværelse som forældreløs. Filmen behandler et meget stærkt emne og skal man tro anmeldelserne, sker det i øjenhøjde med de børn der er målgruppen for filmen. Det er helt klart filmens styrke, men det kan også gå hen og blive dens svaghed. Generelt klarer de helt entydige børnefilm sig ikke super godt. De skal gerne have noget voksenhumor i sig også, og det er jeg ikke sikker på om ’My Life as a Courgette’ har. Men mon ikke vi kan få lov til at kigge den efter i sømmene når CPH PIX ruller børneprogrammet ud i slutningen af oktober. Om filmen vil få den danske titel ’Mit liv som squash’ vides ikke, men jeg krydser fingre.

3. Hollywood floppede

woody_allen

Der var på forhånd fire store (eller halvstore) Hollywood-film som jeg var spændt på at se reaktionerne på. Og alle floppede i en eller anden grad.

Det hele startede med store forventninger. Woody Allen skulle være tilbage i topform og præmieren på ’Café Society’ skulle for alvor sætte gang i Oscarsæsonen. Men det gjorde den bare ikke. Faktisk tvivler jeg på at Allens nyeste film kan hive en eneste nominering hjem. Og det hele druknede også i beskyldninger om pædofili og andre sladderhistorier.

Steven Spielbergs ’The BFG’ skal nok kunne hive nogle tekniske nomineringer hjem, blandt andet for visuelle effekter, scenografi, kostumer og måske noget lyd. Men i de store kategorier må den siges at være dømt ude efter den meget lunkne modtagelse i Cannes.

Knap så store forventninger var der til Jodie Fosters ’Money Monster’ og Shane Blacks ’The Nice Guys’. Og det var nok med god grund. Selvom ’Money Monster’ fik hæderlige anmeldelser var der langt til Oscarsnak og ’The Nice Guys’ ser ud til at ende, ligesom Blacks tidligere film ’Kiss Kiss Bang Bang’, som en sjov film som ingen tager seriøst.

4. ’Loving’ står stærkt…indtil videre

loving-movie-2

Vi kender det alle sammen. Man er inviteret til familiefødselsdag på den dag hvor en yndlingshold spiller en afgørende kamp. Man har slået liveopdateringer til på telefonen og under hele fødselsdagen kigger man konstant nervøst ned på mobilen. Sådan havde jeg det på dagen hvor ’Loving’ havde præmiere. Da den første anmeldelse tikkede ind sprang jeg over telefonen for at finde ud af om den var god eller dårlig. Den var lunken. Øv.

Dog viste det sig at modtagelsen generelt var positiv og det faktum at den var mere positiv blandt amerikanske anmeldere end blandt europæiske giver den et godt fundament mod Oscar. Den har nu stadig en del momentum der skal vindes før jeg vil kalde den sikker på en bedste film nominering, men Ruth Negga virker som et rigtigt godt bud på en nominering, ligesom Joel Edgerton og Michael Shannon heller ikke skal undervurderes.

Filmen som helhed kommer stærk ud af Cannes, men ikke så stærk at den ikke kan overhales.

5. Kristen Stewart ligner en (næsten) sikker nominering

peronal_shopper2_h_2016

Olivier Assayas’ ’Personal Shopper’ var en af de film der delte vandene. I Oscarsammenhæng er det vigtigt at notere sig, at amerikanerne dog var ret glade for den og det er godt nyt for hovedrolleindehaver ’Kristen Stewart’. Mange gode præstationer på et år kan nemlig have en psykologisk effekt på akademimedlemmerne, men det kan også rent matematisk være en fordel, da alle nomineringsstemmer tælles sammen efter skuespiller og ikke efter film. Det vil sige at alle stemmer på Stewart tælles sammen, uanset hvilken film de refererer til. Stewarts præstation i ’Personal Shopper’ bliver netop fremhævet som en af hendes bedste og når hun samtidig ligger godt med roller i blandt andet Ang Lees ’Billy Lynn’s Long Halftilme Walk’ (som dog er en birolle), så skulle det nok blive til en nominering i én af kategorierne.

Advertisements

One thought on “5 ting vi lærte i Cannes

  1. Pingback: Oscaraktuelle film på CPH PIX | Award Talk

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s