Og Danmarks Oscarkandidat bliver…

På mandag afgøres det hvem der bliver Danmarks Oscarkandidat i kategorien Bedste udenlandske film. Valget som den udvalgte jury skal tage, står imellem ’Under Sandet’, ’Kollektivet’ og ’De standhaftige’. Men hvem er favoritten til indstillingen? Og hvilken film vil have de bedste chancer hvis den bliver indstillet? Her er et kig på hver films muligheder.

Under Sandet

under-sandet

Meget taler for at Danmark skal sende ’Under Sandet’ af sted til Hollywood. Martin Zandvliets film blev den helt store vinder i den danske Award Season med seks Robertstatuetter og tre Bodilstatuetter, heriblandt bedste film ved begge uddelinger. Da den blev vist i Toronto sidste år var det med utrolig gode anmeldelser til følge og et stort buzz. Nogle brancheblade mente at denne film måtte være sikker på at blive Danmarks Oscarindstilling, men havde dog ikke taget højde for at filmen først havde dansk premiere i december og derfor ikke kunne komme i betragtning til Oscar 2016. Filmen blev samlet op af Sony Pictures Classics, som er kendt for gode Oscarkampagner. De har endnu ikke premieresat filmen, hvilket kunne tyde på at de venter til de finder ud af om den bliver en Oscarkandidat eller ej.

Filmen blev også hyldet for både skuespil og de tekniske præstationer, og det er en rigtig god ting når man skal appellere til et bredt sammensat akademi. At have en god skuespilpræstation, eller som i dette tilfælde en håndfuld, skader heller ikke, da skuespillerne udgører næsten en femtedel af medlemmerne i akademiet.
Filmens tema er også godt, da akademiets medlemmer ser ud til aldrig at blive trætte af anden verdenskrigsfilm. Og med et kapitel af historien, som (næsten) ingen kender til og en god historie virker det som et perfekt match.

Kigger vi på minusserne er de svære at finde. Hvis vi skal nævne noget er det at filmens Toronto-buzz fra 2015 for længst er forstummet og det kan være svært at få medier til at bringe historier om filmen som de allerede har bragt for et år siden.

Kollektivet

Kollektivet 001_The Commune_Trine Dyrhold_Ulrich Thomsen_Lars Ranthe_Martha Wallstroem _Helene Neumann_Fares Fares_Magnus Millang_Julie Vang_Anne Gry_Sebas

Thomas Vinterbergs nyeste film startede sit internationale liv i februar til Berlinalen, hvor den også var i hovedkonkurrencen. En guldbjørn blev det ikke til, men Trine Dyrholm fik sølvbjørnen for bedste skuespillerinde for sin rolle der godt kan argumenteres for at være rollen der bærer filmen. Filmen er senere blevet solgt til et hav af lande og spiller lige nu i Toronto, hvor den også har sikret sig en amerikansk distributionsaftale. Og det er bestemt positivt at have en distributør i ryggen, som har alle tænkelige interesser i at filmens Oscarkampagne skulle blive en succes.

Samtidig er Thomas Vinterberg ikke en hvem som helst i international sammenhæng. Han har arbejdet meget i udlandet, er kendt af akademiet og har også lavet film til stor annerkendelse. Senest var ’Jagten’ Oscarnomineret og der vil sikkert være dem der argumenterer for at akademiet stadig skylder ham en Oscar for ’Festen’. Lægger man Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm oveni ligningen kommer der to relativt kendte internationale navne mere til en potentiel Oscarkampagne. Og mange skuespillere vil nok synes godt om filmen på grund af Dyrholms bærende og virkelig gode præstation.

MEN. Selvom filmens anmeldelser generelt har været gode er det ikke en film der har vundet alle folk over. Filmens historie om et kollektiv i 70ernes København, kan måske heller ikke vække den samme nostalgi udenfor landets grænser, som den kan herhjemme. Og med den proces som der stemmes efter i denne kategori kan det blive et problem. Den gør nemlig at alle film bliver set og at man kun har mulighed for at stemme på vinderen, hvis man har set alle de nominerede eller shortlistede film. Det vil sige at det ikke er nok at have den mest hypede film fra en den mest hypede instruktør. Filmens skal også være den der falder i god jord hos flest af de medlemmer der ser dem.

De standhaftige

de-standhaftige

Filmen må siges at være en overraskelse på denne liste, hvor mange (mig selv inklusive) havde regnet med at ’Der kommer en dag’ ville være den sidste af de tre film. Men Lisa Ohlins kærlighedshistorie mellem en krigsveteran og en balletdanser kan måske ramme et sentimentalt hjørne af akademiet. Samtidig har vi senest med ’Krigen’ set af akademiet stadig er glade for film om krigsveteraner og det rammer nok også stærkere følelser i USA end i Danmark. Om filmens kvaliteter lever op til det skal jeg ikke kunne sige, da jeg missede den i biografen og her fem måneder efter premieren stadig ikke kan opstøve den nogen steder.

MEN. Filmen har ikke for alvor haft et festivalliv og anmelderne herhjemme var ikke engang super begejstrede for filmen, som generelt modtog tre eller fire stjerner ud af seks. Instruktør og skuespillere er ukendte i USA og filmen er ikke en der oser af ”production value”.

Konklusion

Lad os hurtigt starte med at udelukke ’De standhaftige’. Da jeg ikke har set den, vil jeg ikke sige om det er fortjent eller ej at den er med på listen, men det lugter langt væk af at man vil vise at den nye low budget pulje godt kan afstedkomme nogle film af høj kunstnerisk kvalitet. Den er der nok for at lukke munden på kritikerne, men filmen ser ikke ud til at have en jordisk chance for så meget som en nominering, så ikke mere om den.

Så valget står mellem ’Kollektivet’ og ’Under Sandet’. ’Kollektivet’ kommer direkte fra Toronto med en distributionsaftale og det buzz det skaber. At vælge den vil give den et ekstra boost til den biografpremiere der kommer i USA og forhåbentligt også et ekstra lille nøk op af rangstien for Vinterberg. Dog virker den til at dele vandene mere end ’Under Sandet’ der har en bredere appel og en større historie at fortælle. ’Under Sandet’ vil også have en bedre distributør når det kommer til Oscar end ’Kollektivet’. For selvom Magnolia Pictures (som distribuerer ’Kollektivet’) fik ’Krigen’ nomineret i år, så skal vi ikke længere tilbage end 2015 før Sony Pictures Classics sikrede nomineringer til både ’Leviathan’ og ’Wild Tales’ i bedste udenlandske film kategorien. Det var året hvor de ud over disse to sikrede sig 16 nomineringer til fem andre film, så de ved hvad de laver.

Der skal ikke herske tvivl om at jeg personligt bedst kan lide ’Under Sandet’, men jeg vil også fra et rent analytisk udgangspunkt mene at det er den som vi bør sende til Hollywood og det tror jeg også det bliver. For selvom Vinterberg er et stort navn, så tror jeg ganske enkelt ikke på at ’Kollektivet’ kan få flere fans end ’Under Sandet’ i Hollywood. Og det er bestemt ikke for at underkende ’Kollektivet’s kvaliteter, men det er blot en konstatering af at ’Under Sandet’ har en bedre chance for at gå hele vejen.
Men jeg skal nok komme med den disclaimer at jeg også mente at ’Stille Hjerte’ havde en bedre chance end ’Krigen’ og at det var fuldstændigt åndsvagt at sende ’Superclasico’ af sted. ’Krigen’ fik en nominering og ’Superclasico’ blev shortlistet, så engang imellem tager jeg og resten af hylekoret heldigvis fejl. Det bliver i hvert fald spændende at se hvad der sker på mandag omkring kl. 16, når den danske Oscarkandidat offentliggøres.

Baggrund: Hvordan foregår akademiets afstemning om bedste udenlandske film

Hvert land indstiller én film til kategorien Bedste udenlandske film. Filmen skal være produceret udenfor USA og bestå af overvejende ikke-engelsk dialog.

Senest 3. Oktober skal alle lande have indstillet deres film og derefter går afstemningen i gang. Den foregår i tre faser:

Fase 1:

Akademiets ”Foreign Language Film Award Committee” ser alle film igennem. Det opdeles så folk ikke skal se alle ca. 80 film, men at hvert medlem ser en klump og giver en karakter til filmen. De seks film med højest karakter bliver shortlistet. For at undgå at de store favoritter bliver sorteret fra her (som det er sket tidligere år), tilføjer ”Foreign Language Film Award EXECUTIVE Committee” de sidste tre film til shortlisten, så den i alt kommer op på ni film.

Fase 2:

De ni film bliver vist til særlige akademivisninger i Los Angeles, New York og London og kun medlemmer der kan dokumentere at have set alle ni film kan stemme på deres fem favoritter. De fem film med flest stemmer bliver nomineret til en Oscar.

Fase 3:

Alle medlemmer som har set alle fem film kan nu stemme på vinderen. Vinderen bliver den film med flest stemmer.

Hvis du vil dykke endnu mere ned i reglerne, kan de ses på akademiets hjemmeside.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s