Bliv klar til Oscarnatten

bliv-klar-til-oscarnatten

Der er under en uge til Oscar og jeg har det som et lille barn før juleaften. Arh, faktisk ville et lille barn før juleaften virke som en meget afdæmpet eksamensvagt i forhold til hvordan jeg har det lige nu. Men nok om det.

Med så kort tid til Oscar vil jeg komme med en kort guide til Oscarnatten og forslag til hvordan man varmer op til den.

Opvarmning

Der er trods alt stadig fem dage endnu, så hvordan fordriver man ventetiden?

Se alle filmene

Det giver lidt sig selv, at hvis man vil have mest muligt ud af Oscarnatten, så skal man have set flest muligt af filmene. Og hvis man er opmærksom på dette allerede fra efteråret, så er det altid muligt at få set de fleste af de nominerede. Hvis du ikke er startet endnu skal du til gengæld foretage nogle prioriteringer. En liste over hvor de forskellige film kan ses, kan findes i Award Talks premierekalender.

Lav dine forudsigelser

At forudsige Oscaruddelingen er filmnørdens svar på at oddse på den tyske 2. Bundesliga. Hvis ikke man interesserer sig for fodbold ville man ikke have en chance for at gætte at de østtyske helte fra Union Berlin ville have klaret sig så godt. Præcis ligesom dem der ikke interesserer sig for film stadig ikke kendte ’La La Land’ før der begyndte at køre trailers i biografen. OK, måske en lidt underlig sammenligning, så lad os komme videre.

Det er selvfølgelig muligt bare at lave sine egne forudsigelser og opnå den indre tilfredsstillelse det giver at gætte rigtigt, men der er naturligvis også mulighed for at konkurrere mod andre. Herhjemme laver kino.dk igen Tip 13 med de største Oscarkategorier. Kino har fine præmier, men jeg faldt tilfældigvis også over en konkurrence på The Numbers, hvor man har mulighed for at vinde alle de nominerede til bedste film på dvd eller BluRay.

Er man virkelig hardcore, så går man op i Oscargætternes internationale superliga på Goldderby.com. Her samles brugere fra hele verden med USA’s fremmeste eksperter, så du skal ikke regne med at vinde med mindre du har mindst 22 ud af 24 rigtige. Et lille snydetrick er at gå til Goldderby og forudsige de film med bedst odds. Så er der i hvert fald god chance for at du vinder over vennerne.

Jeg kommer selv med mine endelige forudsigelser indenfor de næste par dage. Indtil dag kan mine opdaterede forudsigelser ses her.

Stillingen i 2. bundesliga kan ses her.

Tag en Oscarquiz

Der er hundredevis af forskellige Oscarquizzer derude, så mit bedste bud er at lave en Google-søgning. Hvis man føler sig lidt hardcore i Oscarhistorien kan man tage Award Talks egen Oscarquiz, mens jeg også er stødt på en meget fin quiz fra The Hollywood Reporter, som dog ikke handler så meget om Oscar, men om de enkelte af årets nominerede.

Gå Youtube-amok

Personlig er jeg en af den slags typer, der optager Oscaruddelingen hvert år og har samtlige uddelinger siden 2000 liggende. Men er man ikke Oscarfundamentalist i samme grad, så er Youtube et fantastisk alternativ. Akademiets Youtubeside har masser af gamle klip, klip fra Govenors Awards og SCi-Tech Awards samt trailere og optakt til årets uddeling.

Vil man dykke lidt mere ned i kunstneriske del, så er The Hollywood Reporters Roundtable fantastisk. Jeg kan især anbefale deres snak med årets instruktører, men der er også roundtables indenfor skuespil, dokumentar og manuskriptforfattere, så der er nok at tage fat på. Diskussionerne varer en time, men de kunne sagtens have været længere.

Vil man gerne lægge sig i krydsfeltet mellem filmskabelsesprocessen og Oscarnørderiet, så er Goldderbys Youtubeside det helt rigtige sted at opsøge. Her finder man både interviews med mange af de nominerede (blandt andet begge danske nominerede), men også diskussioner blandt eksperter omkring hvem de forudsiger som vinderne. Alle videoer varer 15-30 minutter, så det er perfekt til underholdning mens der laves mad. Med mindre du altså har gang i en boeuf bourguignon. I så tilfælde kan du til gengæld nå alle roundtabels fra Hollywood Reporter eller man kan nå Oscaropvarmningspodcasten fra Filmnørdens Hjørne. Det er en marathon podcast, men den er stadig kortere end ’O.J.: Made in America’.

Oscarnat

Hvordan man vælger at tilbringe Oscarnatten er meget forskelligt. Personligt foretrækker jeg at sidde hjemme med en cola, noget toastbrød og en bøtte rejesalat. Spørger mig ikke hvordan menuen er blevet sådan, men nu har det været sådan så længe at det er blevet tradition. Men er man nu ikke lige rejesalat-typen, så er her nogle andre små fif til at få mere ud af Oscarnatten.

Se Oscar i biografen

For snart mange år siden begyndte Imperial at afholde Oscarnat og det blev en øjeblikkelig succes (så vidt jeg husker i hvert fald) og i år er der da også, i skrivende stund, kun 13 pladser tilbage i den 1.002 sæder store biograf. Siden er flere biografer kommet til og i år er der arrangementer i Rødovre, Herlev, Valby, Taastrup, Hillerød, Næstved, Odense, Kolding, Esbjerg, Aalborg og Aarhus. Og det er bare de steder der står opgjort på Kino.dk. De fleste steder vises ’La La Land’ inden Oscaruddelingen, mens andre har surprise film. Jeg har aldrig selv deltaget i disse arrangementer, men dem der har deltaget har typisk været virkelig glade for arrangementerne.

Følg de sociale medier

Jeg kan varmt anbefale at følge akademiet på Snapchat (TheAcademy) både før, under og efter showet. I dag kan man eksempelvis følge med i forberedelserne når den røde løber lægges ud og hele det store område omkring den konstrueres.

På Instagram er akademiet også en interessant profil at følge (@TheAcademy). Her får man også lidt ”behind the scenes” og generelt bare masser af andet guf for Oscarnørder. Hvis man som mig også er lidt madinteresseret, kan jeg anbefale at følge akademiets huskok Wolfgang Puck (@wpcatering), som traditionen tro står for den kreative middag til Govenors Ball.

På Twitter kan jeg anbefale at følge #OSCARdk. Her kommer tweets fra en masse Oscarnørder (mig selv inklusive) og det er et fint sted at få hurtige reaktioner fra andre.

De gode mennesker fra Filmnørdens Hjørne sidder også oppe hele natten og sender live kommentarer ud på internettet i en live webcast, hvis man bliver træt af at høre på TV2s eksperter.

Oscarnatten på TV2

Oscarnatten på TV2 starter med opvarmning kl. 22.55, kl. 23.15 sendes Aske Bangs nominerede kortfilm ’Silent Nights’ (’Snart er det jul’) og kl. 23.55 starter sendingen fra den røde løber. Hører man til dem, der ikke går specielt meget op i om kjolerne i år har pailletter eller langt slæb, så kan man også få sig en lille lur inden det rigtige show starter kl. 2.30.

Advertisements

3 thoughts on “Bliv klar til Oscarnatten

  1. Pingback: Oscar 2017 – De endelige forudsigelser | Award Talk

  2. Pingback: 5 kategorier som bestemt ikke er afgjort endnu | Award Talk

  3. Pingback: 4 favoritter, som kan ende med en lang næse | Award Talk

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s