Oscaropvarmning – Den ultimative guide

bliv-klar-til-oscarnatten

Der er nu så kort tid til Oscaruddelingen, at det næsten er ulideligt at tænke på. Men hvad skal man så fordrive tiden med indtil det store show ruller over skærmen? Det er efterhånden to år siden jeg skrev det første indlæg om Oscaropvarmning, som jeg bliver ved med at linke til, så det er vist på tide at lave en 2019 version. Så her er en række måder du kan fordrive tiden inden, samt et par gode råd til Oscarnatten.

Se alle filmene

Et rimeligt oplagt punkt, hvis jeg selv skal sige det. Hvis du skal nå alle de nominerede, så er det lidt sent at gå i gang nu, men premierekalenderen her på siden, kan hjælpe dig til at finde ud af hvordan du kan se filmene, og hvor mange nomineringer hver film har. For det er trods alt sjovere at se Oscaruddelingen, hvis man har set de film det drejer sig om.

Lav dine forudsigelser og deltag i konkurrencer

For dem der ynder at lave deres egne forudsigelser, så er der faktisk ret mange konkurrencer rundt omkring på nettet. Nogle har fysiske præmier, men i de fleste konkurrencer dyster man om ære og ultimative nørdepoint.

Moderen af alle Oscarkonkurrencer er Goldderby.com, som er dedikeret til dette ene formål. Her handler det ikke blot om at gætte rigtigt, men også om at kigge på odds og satse stort på de rigtige kategorier. Hvis man skal vinde her, skal man være virkelig hardcore, og en plads i deres Top 24, er som et år i Oscargætternes Hall of Fame.

Andre amerikanske konkurrencer inkluderer NextBestPicture.com, The Numbers og Awards Daily.

Men man kan også deltage i hjemmelige konkurrencer, blandt andet gennem Filmnørdens Hjørne og Kino.dk. Kino.dk har sat en del biografbilletter mv. på højkant mens Filmnørdens Hjørne til gengæld tilbyder en blære-ret der er væsentlig større end Kinos.

Test din Oscarviden

Er man typen der godt kan lide at teste sin Oscarviden, så vrimler det med online quizzer derude, og man kan Google sig til en hel aften af quizzer. Af dem jeg har stødt på vil jeg gerne fremhæve Rotten Tomatoes, og så har American Express af alle ting faktisk lavet en ret fin quiz også.

YouTube er din ven

Nettet flyder over af Oscarrelaterede klip, og hvis man virkelig vil i Oscarstemning, så er YouTube det helt rigtige sted at starte. I et indlæg fra sidste år har jeg samlet syv videoer der helt sikkert vil vække Oscarstemningen i enhver, men der er også andre muligheder.

Akademiets egen YouTube-kanal har et hav af klip fra tidligere Oscaruddelinger, såvel som Govenors Awards og Sci-Tech Awards. Så det er bare at gå i krig.

The Hollywood Reporters YouTube-kanal, kan man hvert år finde de virkelig gode roundtable videoer indenfor skuespil og instruktion. Man skal søge lidt efter dem, da The Hollywood Reporter lægger virkelig mange videoer ud, men det er også et perfekt sted for interviews med nogle af hovedpersonerne i Award Season. Roundtables varer ca. en time, så man skal sætte lidt tid af til dem, men det er som regel tiden værd.

Til sidst skal jeg som så mange gange før slå et slag for Goldderbys YouTube-kanal. Her finder man interviews med rigtig mange af de nominerede, også i de mindre kategorier. Men man finder også diskussioner mellem eksperter omkring hvem der vinder priserne. De fleste videoer varer 15-30 minutter, så de er perfekte til at have kørende mens man laver mad eller er på vej på arbejde.

Se Oscar i biografen

Der er sket meget på denne front de sidste 10-15 år, og i dag kan man både komme til Oscarnat-arrangementer i Imperial, CinemaxX, Dagmar, Atlas og Valby Kino. Og det er bare i København. Så vidt jeg kan se på Kino.dk, så er der også arrangementer i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Og der er sikkert flere som ikke er opgjort på kino.dk.

Personligt foretrækker jeg at sidde derhjemme, men hvis man vil ud og opleve showet sammen med andre, så vil jeg opfordre til at man køber sine billetter nu, for disse arrangementer er ret populære, og både Dagmar og Imperial er tæt på at være udsolgt i skrivende stund.

Oscar på sociale medier

Både før under og efter uddelingen kan det anbefales at følge Akademiets kanaler på både Instagram (@TheAcademy) og Snapchat (TheAcademy). Snapchat har dog mistet lidt af sin relevans efter Instagram begyndte at lave deres stories, så er man ikke Oscarfundamentalist, så kan man godt nøjes med Instagram. Anyway, begge kanaler giver masser af gode ”behind the scenes” billeder og videoer, som er et must for Oscarnørder.

Er man samtidig madinteresseret som jeg selv, så kan jeg anbefale at følge akademiets faste kok Wolfgang Puck (wow, det rimede). Han er dels svaret på hvordan det ville se ud hvis en flødebolle tog menneskelig form, men mere relevant, så står han for menuen ved den traditionsrige efterfest Govenors Ball. Han kan følges på @wpcatering.

Twitter skal man helt sikkert også holde øje med på Oscarnatten. Internationalt er der rigtig mange hashtags, men #Oscars er der officielle. Vil man gerne se hvad danske Oscarnørder har at sige, så skal man følge med på #Oscardk, selvom der også på et eller andet tidspunkt plejer at lande en konsensus om et TV2-relateret hashtag.

Oscarnatten på TV2

Oscarnatten på TV2 starter kl. 21 med dansk tv-premiere på filmen ’Lion’ som fik seks Oscarnomineringer i 2017. Herefter fortsættes med halvanden times præsentation af de nominerede inden dækningen af den røde løber begynder kl. 00.30. Selve prisuddelingen starter kl. 02.00 og varer tre timer, ifølge showets producere. TV2 stiller med samme hold i år, dog med forstærkning af Aske Bang som kan give den, af TV2 så elskede, ”Jeppe har sovet i baronens seng vinkel” og fortælle om dengang han selv var til uddelingen. Og Aske Bang kan bestemt kun være et skridt op fra sidste års halvpinlige dækning fra TV2s side. Min konstruktive kritik af sidste års dækning kan læses her på siden.

Ønsker man en alternativ dækning, så sender Filmnørdens Hjørne live hele natten. Som opvarmning kan jeg også anbefale Filmnørdens Hjørne Oscar-opvarmings-podcast, som jeg selv gæster. Men den varer over fem timer, så hvis du skal nå at høre den inden showet, så skal du snart i gang.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s